Attraktioner

Inspiration til lokale attraktioner

Universe (tidligere Danfoss Universe) ligger selvfølgelig også på Als med et væld af naturvidenskabelige attraktioner og lærerige oplevelser.

Gå en tur i Gråsten Skovene og få dejlige naturoplevelser. Her er store karpedamme, søer og et rigt fugleliv. Rundt i Gråsten Skovene findes mere end 30 rund- og langdysser, og starter du turen fra P-pladsen på Felstedvej, kommer du lige forbi Hjertehøj, egnens flotteste bronzealderhøj.

Nørreskoven på østkysten af Als er en af Danmarks længste kystskove og berømt for sine høje, flotte bøgetræer. Her kan du gå langs stranden i skyggen fra store træer, der bøjer sig ud over Lillebælt. Du kan møde dådyr i skoven, udforske de mange stendysser eller nyde madpakken ved en de mange borde-bænkesæt.

Baronens høj

I den nordvestlige del af Nørreskoven på Als ligger den velbevarede runddysse Baronens Høj. Højen er opkaldt efter den tidligere skovrider og baron Wedel-Wedelsborg.

Midt i højen ses et velbevaret dyssekammer med dæksten. Højen omkranses af ca. 30 randsten. Kammeret blev udgravet i 1946 og her fandt man resterne af ornamenterede lerkar, som bl.a. var givet i offergave til de afdøde. Dyssen kan dateres til bondestenalderens tragtbægerkultur omkring 3.600 f. Kr. 

Høruphav strand

Det gamle Høruphavs sydlige del ligger ud mod Lillehav. En tur langs Lillehav er en bedårende og intensiv oplevelse, hvor man dels er tæt på naturen og dels kulturen i det gamle Høruphav.

De fiskere, som i årtier har holdt til ved Lillehav, er for længst gået på land, men måger i massevis, er stadig at finde her. Selvom fiskerne ikke længere er aktive på havet, bærer området alligevel præg af den tidligere fiskerikultur og af et lokalsamfund, der har været i konstant udvikling.

Uanset hvornår på året, du besøger Høruphav, vil du have gode muligheder for at gå en tur og opleve den særegne stemning: Fra stranden har du både udsigt til Kegnæs med de symbolske vindmøller og til de 'Savanne-træer', som kendetegner Trillen. 

Trillen

Øst for Høruphav ligger naturområdet Trillen, som er en lang sandtange med flere små 'øer' omkrandset af Vælddam søen. Området har et rigt fugleliv, som du kan nyde fra fra fugletårnet eller når du går tur på stisystemet på stranden. På den største af øerne 'Store Trille' kan du opleve en urskovsagtig bevoksning.

Omkring Trillen var der i den tidligere stenalder en attraktiv boplads og du kan måske være heldig at finde flinteredskaber i vandkanten.

Papirmuseets By A/S er en 800 m2 stor butik, bygget op som en by med gader, en café og papirmuseum. I Papirmuseets By kan du få en hel dag til at gå og få en masse inspiration til at lave f.eks. blomster, dyr og kunst i quilling/papir-filigran.

For historieinteresserede er der et væld af oplevelsesmuligheder og her kan Historiecenter Dybbøl Banke varmt anbefales. Her kan man på egen krop opleve omstændighederne omkring et af Danmarkshistoriens store militære nederlag, og kører man ned langs Als kyst, kan man komme ud til det sted, hvor preusserne gik i land, og senere indtog store dele af Danmark. Man finder stadig mange af de såkaldte "krigergrave" - steder hvor danske soldater faldt i kamp - i landskabet på Als.

Møllen og kornmagasinet er indrettet med udstillinger, der fortæller historien om Dybbøl som nationalt symbol og erindringssted for to nationer - Danmark og Tyskland.

Vibæk vandmølle er idyllisk placeret ved den hellige bæk på Sydals - Vibæk. Det er et helstøbt mølleanlæg fra 1750´erne, med vandmølle, mølledam og vindmølle. På aktivitetsdagene forevises daglige gøremål og brug af redskaber fra gamle dage. Der er aktiviteter for børn og i vindmøllen er der skiftende udstillinger. Der er adgang for grupper året rundt ved forudbestilling.

Sønderborg Slot er grundlagt som borg i første halvdel af 1200-tallet. Nu fungerer Slottet som museum med lokalhistoriske samlinger fra middelalderen til nutiden. Der er mest fokus på de slesvigske krige 1848-1850 og 1864. Museet viser desuden udstillinger om søfart, tekstiler, håndværk og en mindre kunstsamling med værker af fremtrædende sønderjyske malere gennem tiderne.

På Ringridermuseet kan du finde plancher, der bl.a. fortæller om ringriderhistorien. Du kan også gå gennem Medaljegangen og besøge Protokolstuen og Dokumentstuen, her kan du studere medaljer og sløjfer og blive klog på, hvem hvem der er blevet kåret til konge, kronprins og prins til ringriderfesten gennem årene.

Danmarks største skulpturpark med en enestående kombination af kunst- og naturoplevelser. Augustiana er et udflugtsmål for hele familien. Her kan man gå rundt og se og røre ved de mange skulpturer. I Palæet er der kunstudstilling/galleri med værker af anerkendte danske og udenlandske kunstnere, samt en afdeling for international grafik. 

Færgen Bitten krydser hver dag Als fjord mellem Ballebro i Jylland og Hardeshøj på Nordals. Færgen sejler fra tidlig morgen til aften - 2 gange i timen fra hver side.

Turen tager ca 10 min, så du kan lige nå at strække benene og nyde udsigten og måske få et glimt af de mange marsvin, som befinder sig i farvandet omkring Nordals.

AlsFærgen sejler mellem Fynshav på Als og Bøjden på Fyn. Overfarten tager 50 minutter. Færgen sejler hver anden time fra 6.00-20.00 fra Fynshav og fra Bøjden ligeledes hver anden time fra kl. 7.00-21.00.

Området

Nørherredhus Hotel på Nordals ligger under 5 km fra Købingsmark og Lavensby strande, hvor der er gode muligheder for maritime aktivitetsmuligher såsom sejlads, vind- og kitesurfing og fiskeri.

Men også på land er der gode muligheder for aktiviteter i naturen: cykling, vandring eller bare nyde roen og slappe af.

Købingsmark strand er desuden en dejlig børnevenlig strand med badebro, dejligt, hvidt sand og blide bølger.